For noget tid siden opdagede vi at der rent faktisk står en dysse på Dyssehøj. Den besluttede jeg mig for at finde i dag, da ungerne var blevet afleveret og solen jo skinnede fra en skyfri himmel. Sammen med Frida begav jeg mig afsted. Vi gik og vi gik. Helt annonymt på skranten efter TreEge fører en trappe op imellem træerne. Den prøvede vi, og hopla, der ligger den. Stor og mægtig.
Klik på billedet og få hele historien.
Så kom sneen endelig og dalene ned over Brabrand. Frida blev helt tosset og skabte sig som en kåd hvalp da hun kom ud. Hun springer nemlig rundt og forsøger at fange alle de snefnug der kommer dalende ned, hvilket er temmeligt trættende for sådan en hund. Så efter en god gåtur i sneen faldt hun i søvn i sin kurv. Janni sidder og læser og jeg har opdateret til seneste version af wordpress.
Der er ingen tvivl om at Dagmar nu siger noget og ikke uventet blev Frida det første rigtige ord. Det udtales naturligvis (F)idaa!.
Dagmar er blevet lagt ud i sin barnevogn, og hun er egentlig ved at falde i søvn. Hun sætter sig op, som hun altid gør, og jeg kigger ud til hende for at lægge hende ned igen. Frida har leget i haven og kommer løbende for at se til os. Straks udbryder Dagmar: “(F)Idaa” og smiler over hele femøren mens hun peger med sin sut.
Så jeg løfter Frida op til Dagmar og siger godnat. Nu sover de begge to: Dagmar i barnevognen, mens Frida ligger sammenrullet på sit tæppe inde i stuen…
Sov sødt.