Så skete det – jeg mærkede liv hos Janni. Jeg lagde hånden på hendes mave og pludselig kunne jeg mærke nogle meget små spark – en lille bitte fod, der ramte indersiden af boligen. Det er næsten ikke til at forstå. Inde i maven ligger der noget levende. Indtil nu har det bare været nogle tegninger i en bog, en lille smule kvalme, kronisk træthed, et ultralydsbillede eller en pomfrittes. Men nu er det er rigtigt levende foster, væsen, wannabee menneske eller hvad det nu kan kaldes. Men liv – det er der.

Tænk sig – at jeg skulle mærke liv på vores to-års bryllupsdag. Her dagen efter, glæder jeg mig til at komme i seng igen og mærke efter. Mon der er noget?