En fødsel skrider frem

Klokken 16.45  kom vores jordemoder Marianne, hun virkerde flink og Janni var straks på bølgelængde med hende. Husker stadig hvordan Janni hvæsede ved Dagmars fødsel , af jordemoder nr 2. Heldigvis blev det ikke nødvendigt med nogen hvæsen.

Efter at havde sagt pænt goddag og havde orienteret sig i stuen hvor slagets gang skulle stå fik hun set til Janni. Hun kunne ikke undgå at kommentere Jannis vejrtrækning: “Hvor har du lært at trække vejret sådan?”

Jeg sagde stille Laxmi(Janni yogalærerinde) og Marianne kunne fortælle at de var venner og at hun havde genkendt åndedrættet. 

Så skulle Janni undersøges; først med doptonen – og hun kunne da straks fortælle os at det blev en dreng. Det mente hun, at kunne høre på hjertelyden der enten var over eller under. Hvad kan jeg ikke huske. Derefter indvendigt for at se hvor langt hun var kommet: 3-4 cm.

Vi var begge lidt forundrede over den udmelding – det kunne vi da virkelig ikke tro på – hun måtte have spist søm. Ikke åbningen, men kønnet. Hun var nu rimelig sikker i sin sag og omtalte konsekvens babyen som ham resten af dagen.

Janni havde ikke åbnet sig specielt meget, men veerne var gode så Mariann trak sig lidt tilbage og lod dem gøre deres arbejde. Mig satte hun igang med at fylde fødekaret. Jeg kom igang og havde tidligere på ugen skruet godt op for varmtvandsbeholderen så det giv meget hurtigere med at fylde karet end sidst. Faktisk gik det så hurtigt, at Mariann stoppede påfyldningen da Janni alligevel ikke måtte komme i vandet. 

Nu kunne vi jo så bare vente. Klokken var ved at nærme sig de 18 og Det gik lidt langsomt med den fødsel. Janni arbejde stadigvæk godt og var tydeligt stadigvæk ovenpå. Hun snakkede med mellem veerne og trak vejret til UG. Men lige lidt hjalp det – igen.

Lidt skete der dog og jeg fik besked på at få fyldt karret op. Jeg havde kogt salt så det hurtigere blev opløst. Kunne jo ikke have at Janni skulle sidde og rode rundt i en masse uopløste saltkort – det ville nok ikke gå ubemærket hen.

Kl 18.15 fik Janni så lov til at komme i vandet – det var tydeligt at se, at det var en markant lettelse. Hun virkede nu helt let og ledte efter den bedste stilling, men der skete stadigvæk ikke alvernden. 5-6 cm stadigvæk.

Efter at havde været i vandet næsten en time foreslog Mariann, at hun kunne tage hinden så vandet kunne gå: “Ja tag den endelig,” var Janni eneste kommentar. Så fandt jeg en stor plastikhægtenål frem som jordemoderen gjorde sit med. Nu gik vandet fra at være klart letterede grumset og rødligt. Det virkede hverken ulækkert eller noget – måske fordi en fødsel, der er igang virker naturlig. Ville nok mene at hvis nogen bad Janni om at sænke sig ned i et badekar fyldt med fostervand, blod og slim så havde hun nok takket nej. Men her sad og lå hun så og have meget kraftige veer med korte mellemrum. Hun åbnede sig lige så langsomt. Udenfor karret sad jeg og holdt hendes ben, tørrede hendes pande med koldt vand, dirigerede med Maria, der agerede fødselshjælper, holdt i hånd, roste og opmuntrede. 

Janni kæmper med veerne i fødekaret, mens jeg holder fast i de pludseligt meget stærke arme.

Pludselig var der pressetrang og jeg blev super glad. Er det nu?