Efter at Jordemoderen, Janni og Gitte var sat på en taxi i retningen af Skejby, fik jeg et kort øjeblik for mig selv. Jeg var ked af det; Det var ikke sådan det skulle havde været. Vi skulle havde været hjemme, haft en tur i badekarret og det hele skulle gå stille og roligt og helt naturligt. Efter at havde sundet mig lidt og valgte jeg at acceptere, at livet ikke altid går som man planlæggger det, skyndte jeg mig at rydde lidt op og finde de ting frem, jeg skulle have med til Skejby. Så kørte jeg ind til Babysam, for at leje en babystol. Vi skulle jo gerne hurtigt hjem igen – ik!
Jeg kan knap huske hvilken rute jeg tog derud. Måske fordi, det er den rute, jeg kørte hver dag – til og fra arbejde. Jeg fandt en parkeringsplads. Indgang 9 – fødegang 2 stue 24. Hvor fanden er indgangen henne? Med store bogstaver står der, at der kun er adgang for fødende. Så der må være en anden indgang. Så ind på de allerede tomme gange. Klokken er 15.05 og alle er åbenbart gået hjem på stueetagen.
Det lykkedes med endelig at finde Jannis stue. Jeg kigger ind og frygter det værste. Der er tomt på stuen, men jeg kan høre den umiskendelig ve-vejrtrækning ude fra badeværelset. Der ligger Janni i et badekar og arbejder med sine veer. Aldrig i mit liv har jeg set hende så smuk. Fuldstændig i trance og med et meget fokuseret ansigtsudtryk, som jeg i de 10 år vi har været sammen aldrig har set før. Jeg sætter mig ind ved siden af hende og holder hendes hånd, når veerne virkelig bider.
Allerede kort tid efter Janni var ankommet besluttede jordemoderen at prikke hul på hinden. Hun ville gerne havde ventet på at jeg kom, men for at undgå at Janni skulle ligge og have dårlige veer i en hel time – prikkede hun hurtigt hul.
Efter en lille time kigger vores jordemoder ind. Hun så lidt bekymret til og vi fik Janni bugseret på toilettet. Hele turen var en lang ve, der ikke ville slippe sit tag og give hende en smule fred.
Lige lidt hjalp det. Janni havde i de 8 time med hårde veer ikke åbnet sig mere end et par centimeter. Pomfritten sad skævt og der skete ingenting. Hun foreslog derfor at Janni fik lagt en epiduralblokade. Hun var klar over, at vi, og især Janni, egentlig ikke havde lyst til at få en blokade. Hun gjorde det derfor klart, at det var enten blokaden, eller 6 timers veer i et smertehelvede, der meget vel kunne ende i et kejsersnit.
Så gav hun os lidt tid alene, hvor vi kunne snakke om hvad vi ville have. Ja det er jo ret beset Janni, der lægger krop til, så i den sidste ende er det også hendes beslutning. Min opgave var at sikre mig, at hun ikke lod sig presse til noget hun egentlig ikke ønskede. Men der var ikke nogen udvej og kort tid efter kom en anastæsilæge.(det kan man jo ikke stave til) Hun lagde hurtigt en blokade, og tog min kommentar om EPJ lidt ilde op. Den kunne man da virkelig ikke stole på.
Men man kan godt spørge en fødende kvinde, der har ligget i veer i et døgn om hun er overfølsom for noget?
Janni blev viklet ind i tusind ledninger, drop og vemåler. Så kunne vi ligge og følge med i veerne, som de kom og gik. Hun kunne godt selv mærke veerne, men de var overhovedet ikke så kraftige som tidligere. Der kom en ro over Janni og hun kunne nu smile og småsnakke.
Efter et par timer blev hun undersøgt igen. Stadig dårligt nyt. Derfor fik hun yderligere tildelt noget vestimulerende. Det vigtigste var at veerne kom som perler på en snor. Den perlekæde vi havde set på skærmen var lavet af en to årig med kunstneriske evner. Store, små, korte, lange blandet sammen. Droppet gjorde sit og kort tid efter kom veerne som perler på en snor. Nu gik tiden og alt var roligt. Jeg fik lov til at sove på fødebriksen, Janni havde fået en rigtig seng og Gitte satte sig i venteværelset og faldt i søvn.
Efter et par timer eller fire skete der igen noget. Det føltes som en evighed, og fordi hun bare lå der, og veerne var nogle tal på en skærm, kunne jeg ikke rigtig fornemme at der skete noget. Men der skete noget. Vi havde fået en frist til klokken 23. Hvis hun ikke havde åbnet sig nok der, måtte vi nok indstille os på et kejsersnit. Klokken 23 blev Janni igen undersøgt. Ikke helt nok men næsten. Jordemoderen konsulterede med fødselslægen, og de besluttede at give hende en længere frist. Men pludselig skete der noget.
Janni kom på toilettet og da hun kom tilbage lagde hun sig på den anden side. Jeg havde tidligere foreslået, at når nu barnet lå i den modsatte side, så skulle man da ligge omvendt, så den via tyngdekraften blev trukket lidt ned af. Nu lå hun der og straks tog veerne til. Vi var ikke rigtigt forberedt på, at der nu kom presseveer, så Janni kunne ikke rigtigt forstå, at det var ok at presse.
Jeg kan huske, at jeg tænkte: Yes nu sker det endelig. Det her det er fødslen og hvis alt går vel, så bliver jeg far om en lidt.
Veerne tog til, og det tog lidt tid, før Janni fik styr på sin vejrtrækning. Men naturligvis kom den på plads.
Så blev veerne bare kraftigere og kraftige og Janni pressede som jeg aldrig har set noget lignende. Hun var helt lilla i ansigtet, men hun skreg ikke. Tog det hele med ro, uden at hun helt vidste hvor hun var henne.
Efter næsten halvanden times presseveer ringede jordemoderen efter fødselslægen. Hun mente at det var nødvendigt at bruge en blød sugekop for at få Pomfritten det sidste stykke ud. Så blev den sat på og pludselig stod der to jordemødre, en læge, en sosu-assistent og var med til fødslen.
Koppen hjalp, og med et enkelt sug dukkede et lille fedtet hoved ud, fyldt med mørkt hår. Det var nu, og i næste ve kom hele kroppen ud. Jeg så efter kønnet og fik også et glimt at pomfrittens øjne, mens navlestrengen blev viklet ud.
Jeg kiggede Janni i øjnene og hviskede til hende at hun havde fået en Dagmar med store blå øjne. Så kom hun op på Jannis bryst og vi græd begge af glæde. Der lå hun jo. Den lille perfekte skabning, som vi havde ventet så længe på.
Hun annoncerede sin ankomst meget højlydt, men det stilnede hurtigt af. Efter ganske kort tid var det tid til at klippe navnestrengen over. Ja så skulle faderen endelig til at lave noget. Og sikke en bedrift. Det er første og vel nok også sidste gang, at jeg med fuldt overlæg klipper i både min kone og mit barn. Og så påstår de, at det overhovedet ikke gør ondt.
Nu var Dagmar endelig sin helt egen. Den fysiske forbindelse mellem mor og barn var nu klippet og hun bestemte nu selv hendes puls. Et selvstændigt liv kom til.
Fortsættelse følger.