vores online univers

Category: fødsel (Side 1 af 2)

Fred og idyl

Ja det lyder næsten for godt til at være sandt, men her er fred og idyl. Dagmar græder engang i mellem – kun for at fortælle at bleen er blevet fyldt op igen med mere tjære – eller at hun er sulten.

Frida har affundet sig med at vi har taget hendes hvalp fra hende. Ja hun bliver meget opmærkom og vil meget gerne være med, når Dagmar græder lidt.

Nu ligger hun i sin vante plads i solen og tager en lur. Dagmar ligger i vuggen og har spist. Janni er gået i bad og solen skinner ind.

Tidligere i dag kom en jordemor forbi. Hun ville lige se til hvordan det gik og tjekke om alt var i orden. Hun fortalte og gav god råd. Hun havde en klingende accent, og jeg måtte derfor spørge hvorfra på Bornholm hun kom. Tingsted – midt på Bornholm. Så måtte jeg jo lige høre om hun kendte præsten i Åkirkeby. Det gjorde hun ikke men hun havde da gået i skole eller gymnasiet med Annamette og Charlotte.

Om en lille times tid kommer Freja, Malthe og Mette og kigger til guldklumpen og i aften kommer Jannis bedste. Mange tak for alle de søde sms’er og kommentarer på siden. Ring endelig. Vi er hjemme :-)

Vel hjemme igen

Så er vi hjemme og alt går godt. Jeg har ikke taget mig tid til at skrive beretningen om fødslen ned – den må komme senere.

Derimod har vi taget et par billeder. Dem kan i se her. (Det kan gå lidt langsomt. De ligger på en server hjemme hos os selv.)

Fødsel 1

Efter at Jordemoderen, Janni og Gitte var sat på en taxi i retningen af Skejby, fik jeg et kort øjeblik for mig selv. Jeg var ked af det; Det var ikke sådan det skulle havde været. Vi skulle havde været hjemme, haft en tur i badekarret og det hele skulle gå stille og roligt og helt naturligt. Efter at havde sundet mig lidt og valgte jeg at acceptere, at livet ikke altid går som man planlæggger det, skyndte jeg mig at rydde lidt op og finde de ting frem, jeg skulle have med til Skejby. Så kørte jeg ind til Babysam, for at leje en babystol. Vi skulle jo gerne hurtigt hjem igen – ik!

Jeg kan knap huske hvilken rute jeg tog derud. Måske fordi, det er den rute, jeg kørte hver dag – til og fra arbejde. Jeg fandt en parkeringsplads. Indgang 9 – fødegang 2 stue 24. Hvor fanden er indgangen henne? Med store bogstaver står der, at der kun er adgang for fødende. Så der må være en anden indgang. Så ind på de allerede tomme gange. Klokken er 15.05 og alle er åbenbart gået hjem på stueetagen.

Det lykkedes med endelig at finde Jannis stue. Jeg kigger ind og frygter det værste. Der er tomt på stuen, men jeg kan høre den umiskendelig ve-vejrtrækning ude fra badeværelset. Der ligger Janni i et badekar og arbejder med sine veer. Aldrig i mit liv har jeg set hende så smuk. Fuldstændig i trance og med et meget fokuseret ansigtsudtryk, som jeg i de 10 år vi har været sammen aldrig har set før. Jeg sætter mig ind ved siden af hende og holder hendes hånd, når veerne virkelig bider.

Allerede kort tid efter Janni var ankommet besluttede jordemoderen at prikke hul på hinden. Hun ville gerne havde ventet på at jeg kom, men for at undgå at Janni skulle ligge og have dårlige veer i en hel time – prikkede hun hurtigt hul.

Efter en lille time kigger vores jordemoder ind. Hun så lidt bekymret til og vi fik Janni bugseret på toilettet. Hele turen var en lang ve, der ikke ville slippe sit tag og give hende en smule fred.

Lige lidt hjalp det. Janni havde i de 8 time med hårde veer ikke åbnet sig mere end et par centimeter. Pomfritten sad skævt og der skete ingenting. Hun foreslog derfor at Janni fik lagt en epiduralblokade. Hun var klar over, at vi, og især Janni, egentlig ikke havde lyst til at få en blokade. Hun gjorde det derfor klart, at det var enten blokaden, eller 6 timers veer i et smertehelvede, der meget vel kunne ende i et kejsersnit.

Så gav hun os lidt tid alene, hvor vi kunne snakke om hvad vi ville have. Ja det er jo ret beset Janni, der lægger krop til, så i den sidste ende er det også hendes beslutning. Min opgave var at sikre mig, at hun ikke lod sig presse til noget hun egentlig ikke ønskede. Men der var ikke nogen udvej og kort tid efter kom en anastæsilæge.(det kan man jo ikke stave til) Hun lagde hurtigt en blokade, og tog min kommentar om EPJ lidt ilde op. Den kunne man da virkelig ikke stole på.
Men man kan godt spørge en fødende kvinde, der har ligget i veer i et døgn om hun er overfølsom for noget?

Janni blev viklet ind i tusind ledninger, drop og vemåler. Så kunne vi ligge og følge med i veerne, som de kom og gik. Hun kunne godt selv mærke veerne, men de var overhovedet ikke så kraftige som tidligere. Der kom en ro over Janni og hun kunne nu smile og småsnakke.

Efter et par timer blev hun undersøgt igen. Stadig dårligt nyt. Derfor fik hun yderligere tildelt noget vestimulerende. Det vigtigste var at veerne kom som perler på en snor. Den perlekæde vi havde set på skærmen var lavet af en to årig med kunstneriske evner. Store, små, korte, lange blandet sammen. Droppet gjorde sit og kort tid efter kom veerne som perler på en snor. Nu gik tiden og alt var roligt. Jeg fik lov til at sove på fødebriksen, Janni havde fået en rigtig seng og Gitte satte sig i venteværelset og faldt i søvn.

Efter et par timer eller fire skete der igen noget. Det føltes som en evighed, og fordi hun bare lå der, og veerne var nogle tal på en skærm, kunne jeg ikke rigtig fornemme at der skete noget. Men der skete noget. Vi havde fået en frist til klokken 23. Hvis hun ikke havde åbnet sig nok der, måtte vi nok indstille os på et kejsersnit. Klokken 23 blev Janni igen undersøgt. Ikke helt nok men næsten. Jordemoderen konsulterede med fødselslægen, og de besluttede at give hende en længere frist. Men pludselig skete der noget.

Janni kom på toilettet og da hun kom tilbage lagde hun sig på den anden side. Jeg havde tidligere foreslået, at når nu barnet lå i den modsatte side, så skulle man da ligge omvendt, så den via tyngdekraften blev trukket lidt ned af. Nu lå hun der og straks tog veerne til. Vi var ikke rigtigt forberedt på, at der nu kom presseveer, så Janni kunne ikke rigtigt forstå, at det var ok at presse.

Jeg kan huske, at jeg tænkte: Yes nu sker det endelig. Det her det er fødslen og hvis alt går vel, så bliver jeg far om en lidt.

Veerne tog til, og det tog lidt tid, før Janni fik styr på sin vejrtrækning. Men naturligvis kom den på plads.
Så blev veerne bare kraftigere og kraftige og Janni pressede som jeg aldrig har set noget lignende. Hun var helt lilla i ansigtet, men hun skreg ikke. Tog det hele med ro, uden at hun helt vidste hvor hun var henne.

Efter næsten halvanden times presseveer ringede jordemoderen efter fødselslægen. Hun mente at det var nødvendigt at bruge en blød sugekop for at få Pomfritten det sidste stykke ud. Så blev den sat på og pludselig stod der to jordemødre, en læge, en sosu-assistent og var med til fødslen.

Koppen hjalp, og med et enkelt sug dukkede et lille fedtet hoved ud, fyldt med mørkt hår. Det var nu, og i næste ve kom hele kroppen ud. Jeg så efter kønnet og fik også et glimt at pomfrittens øjne, mens navlestrengen blev viklet ud.
Jeg kiggede Janni i øjnene og hviskede til hende at hun havde fået en Dagmar med store blå øjne. Så kom hun op på Jannis bryst og vi græd begge af glæde. Der lå hun jo. Den lille perfekte skabning, som vi havde ventet så længe på.

Hun annoncerede sin ankomst meget højlydt, men det stilnede hurtigt af. Efter ganske kort tid var det tid til at klippe navnestrengen over. Ja så skulle faderen endelig til at lave noget. Og sikke en bedrift. Det er første og vel nok også sidste gang, at jeg med fuldt overlæg klipper i både min kone og mit barn. Og så påstår de, at det overhovedet ikke gør ondt.

Nu var Dagmar endelig sin helt egen. Den fysiske forbindelse mellem mor og barn var nu klippet og hun bestemte nu selv hendes puls. Et selvstændigt liv kom til.

Fortsættelse følger.

Skejby

Så er der ingen vej tilbage. Vi ringede efter en jordemoder efter at Janni havde haft lang tids uuholdelige veer. Kort tid efter kom en super sød jordemor – der godt kunne se at Janni havde ganske flotte veer. Efter en undersøgelse kunne hun desværre konstatere, at Janni faktisk ikke havde åbnet sig overhovet. Så hun stillede to scenarier op. 1. Vi tog på skejby og fik prikket hul og lavede en ambulant hjemmefødsel. Eller vi prikkede hul hjemme. Pomfrittten står ikke helt fast i bækkenet, så der var naturligvis en risiko for at navlestrengen skulle ryge med ud og så var det babubabu til skejby.

Hun kunne fagligt godt stå inde for at gennemføre hjemmefødslen, men så helst det andet. Heldigvis var der ingen tvivl om at hun var hjemmeføder – så det var ikke fordi hun ikke turde. Efter et par veer eller fem besluttede vi os for at tage på Skejby.

Jordemoderen ringende derud, for at høre om der var plads. De havde i dag så travlt at der næsten ingen plads var.

Klokken er nu 14.15 og Janni, Gitte og Jordemoderen er lige kørt derud i en taxi. Nu skal jeg ud for at hente en babystol og så kører jeg efter dem. Jeg skal dog have en softice på jordemoderens påbud. Skynd dig langsomt. Vi passer godt på hende!

Så fik vi alligevel en Skejbyfødsel, men heller save than sorry.

Så er der virkelig gang i veerne

Ja det troede vi. De var mange og de er regelmæssige, men de bider ikke nok. Jordemoderen var her klokken 24 og gik igen med besked om at vi skulle ringe, når der var flere veer og de var lidt kraftigere. Så vi gik i seng og jeg faldt i søvn. Janni sov on-off indtil klokken 5.

Kl 5 vækkede Janni mig så og bad mig tage tid på veerne igen. Hun havde sovet hele natten og vågnet med 3 minutters mellemrum stående på knæende mens yogavejrtrækningen var gået igang. Veerne var blevet flere og de var blevet lidt bedre. Klokken 6 ringede jeg til Skejby igen. Vi ville egentlig bare have et råd og en status på hvornår jeg skulle ringe. Der var ikke lige nogen jordemoder ledig, men de lovede at ringe inden for en halv time. Da der var gået 40 minutter og der ikke var sket noget – ringede jeg tilbage igen.
– Jordemoderen var taget afsted, så hun ville være der om en halv times tid, fortalte den vagthavende.

kl 6.30 kom jordemoderen så. Hun undersøgte Janni og måtte med ærgelse fortælle, at hun kun var åbnet 1 cm. Overhovedet ikke nok til at blive, så hun tog afsted igen. Godt det samme for Janni kunne ikke lide hende. Hun bad os om at ringe igen, når veerne var taget sådan til i styrke, at det ikke gjorde nogen forskel om Janni lå, gik, sad – det skulle gøre mere ondt. Sjovt nok var det den første jordemoder, der fortalte hvordan de skulle mærkes og ikke så meget intervallerne i mellem.

Jeg fik også ringet til Gitte og sagt at de måske var nu. Så hun kom herover og Michael tog Frida med hjem.

Nu er der gået en halv time siden jordemoderen gik og pludselig begynder veerne at gøre mere ondt. Nu skal de bare gøre ondt på den måde i 3 timer – så kan det godt være jeg ringer til Skejby igen.

Gitte er taget hjem og beholder Frida – Janni prøver at spise lidt morgenmad og går i seng igen om lidt.  Mig selv. Jeg har lige drukket en kop kaffe og så går jeg også i seng. Selvom jeg sov i nat, var det med mange afbrydelser så frisk det er jeg ikke.

Jordemoderen er bestilt

Efter næsten 2 timers veer af varierende længede besluttede vi os for at ringe til Skejby. Hun mente at Janni havde godt styr på sagerne og lovede at sende en jordemoder indenfor en times tid.

Dvs kl. 24.00 skulle der komme en jordemoder.

Så er der veer

Nu er der faktisk kun 5 minutter mellem veerne og det er rimeligt regelmæssigt. Ml. 5 og 6 minutter. Det ahr nu stået på i lidt over en halv time, så nu skal fødeafdelingen snart kontaktes.

Det er lidt svært at finde en god vestilling, men det ser ud som om at yoga’en er givet godt ud.

« Ældre indlæg