vores online univers

Category: Bønnen (Side 1 af 2)

På fødegang 2 stue 21

Fødegangen var næsten tom og rimelig stille. Der var ikke nogen der skreg – men det skulle vi nok få ændret på. Båren blev kørt ind til fødebriksen på stue 21 – lige overfor stue 24, hvor Dagmar var kommet til verden. Janni blev bedt om at flytte sig over på briksen. Hun hvæsede, ikke uden et smil – hvor det kom fra ved jeg ikke, at det var nok lettere sagt end gjort. Men over kom hun. På hele turen havde der været presseveer og Janni havde forsøgt at holde igen og gispe, men kunne ikke lade være med presse. Hun forventede jo at skulle ligge på skejby i flere timer.

Vi fik bukserne af hende, der kom en enkelt presseve eller to og Janni skreg som jeg aldrig har hørt hende skrige før. Jeg holdt fast i det ene ben med venstre arm og holdt hende i hånden med højre. Pludselig ringede min telefon nede i lommen og Janni sagde: Din telefon ringer, med en skjult henstilling til at få den til at stoppe eller tage den, men begge mine arme var optaget og det kunne jo heller ikke være vigtigt. (Det viste sig, at det var vores hundepasser der ville høre om vi var klar til at Frida kom hjem og Maria der ikke kunne finde hundepasserens hjem.) 

Marianne foreslog at Janni kom op på hug, men Janni ville igenting. Vi kunne huske hvordan hun havde ligget sidste gang og det havde jo virket så jeg agerede talerør og snakkede om bøjler. Men Marianne var sikker i sin sag: Janni skulle på hug og det kunne ikke diskuteres. Så jeg fik en arm over skulderen og Marianne den anden og så måtte Janni gerne presse. Og det gjorde hun så på trods af store protester:

Jeg sprækker, jeg sidder på dens hoved, der er ikke plads, jeg vil ikke mere, hvor er det varme vand

mellem en eller to veer. Men jeg kunne jo se at der skete noget og Marianne opmuntrede ved at fortælle at hun hun se hovedet. Janni ville gerne have en af de varme klude, men Sosuen var gået og ingen af os andre kunne nå skålen med klude. Så kom hun måtte komme med endnu et urkvindebrøl og pludselig kom der et blåt, deformt hoved til syne. Øjnene var lukkede og den sagde ikke noget. Jeg er ikke helt sikker på om munden var kommet ud. Så skete det alligevel og Janni manglede kun en presseve så var barnet helt ude. Marianne tog imod og jeg fik set kønnet og inden hun kunne nå at sige noget, hviskede jeg med tårer i øjnene til Janni, at vi havde fået en lille dreng. Tårene trillede ned af kinderne på mig og Bille blev lagt op på Jannis bryst. Helt blå i hovedet fortalte han højlydt hvad han syntes om situationen, men det tog ikke lang tid inden han antog normal kulør igen. Der lå vores verdens vidunder nr. 2 og lignede i helt uhyggelig grad nr. 1. Lidt kønnere, hvis man spørger Janni, der nu vidste hvordan nyfødte så ud og derfor ikke blev forskrækket. Klokken var  21. 57 og vi havde været på Skejby i 10 minutter. 

cimg6407

De første presseveer

Efter at havde ligget i vandet længe kom de første presseveer. Marianne, mente at kroppen selv bedst vidste hvad en havde behov for, så hun bad Janni om at presse. Trangen var dog kort og Janni begyndte at få ondt fortil og jeg kunne mærke på hende at hun var blevet træt. Hun var ikke længere så koncentreret med vejrtrækningen og glemte at arbejde med veerne. 

Marianne virkede også lidt bekymret over at der ikke skete noget, så hun bad Janni om at komme op af vandet. Det er ikke nogen let sag at flytte en højgravide kone, med heftige veer med korte intervaller ud af et badekar, få hende tørret af og lagt i sofaen, men det gik. Hun blev undersøgt igen og Marianne kunne fortælle af barnet nok havde taget ved lære af sin storesøster:

“Han står lidt skævt i bækkenet.”

Efter at havde fået den besked gik fødslen, om ikke i stå, så betydeligt langsommere end hidtil og efter at der ikke havde været non progression foreslog Mariann at vi tog på Skejby. Hvis han stod rigtigt fast var det bedre at flytte nu, end 5 min før der skulle bruges sugekop. Så hun fik bestilt en ambulance: klokken var 21.00

Janni var ked af det – vores drøm om en hjemmefødsel blev endnu engang ødelagt – men hun var samtidig helt sikker: Hun ville på Skejby – det virkede som om hun havde mistet modet og var begyndt at fable om epiduralblokader, sugekopper og læger. Det var dog lige tidligt nok ifølge Marianne der lovede at sende Falckfolkene hjem hvis fødslen var gået igang inden de kom. 

Jeg sad i fodenden og holdt Jannis ben – hun fik krampe i låret  og senere i læggen. Sikke eder og forbandelser der kan komme ud af en fødende, men det er jo heldigvis ikke personligt. Heldigvis var sofaen pakket ind i tisselagner og håndklæder for det blev der brug for. Fostervandet sev ud under hver ve, de blødte lidt og samtidig skulle Janni tisse. Hun ville nok helst på toilettet, men det mente Marianne ikke var nødvendigt – så sådan blev det. Heldigvis var Janni så langt væk at hun ikke satte sig imod. 

Tiden arbejdede desværre imod os og fødslen ville ikke rigtigt komme. Madsen fik til opgave at samle det tøj til barnet som jeg havde lagt frem, finde autostolen og få det hele ud i bilen. Jeg fandt lidt tøj til Janni. Noget hun kunne have på fra stuen og ud til ambulancen og noget hun kunne have på hjem igen. jeg gik ikke i panik, men næsten. Hvad kan hun passe og hvad vil hun have på. Huskede at hun havde sagt at jeg skulle vaske tøj, for der var ikke mere rent ventetøj. Besluttede mig for at tage hendes pyjamasbukser og et par trøjer til turen hjem. Så hjalp jeg Janni i tøjet. Hun blødte jo en del så hun skulle have sådan et megabind på og et par af mine underbukser. Kønt var det ikke, men det var jo heller ikke meningen.

Så kom Falck – to meget unge fyre, der nok ikke havde kørt mange dage i den bil. Marianne og jeg tog Janni over skulderen og fik “båret” Janni ud til hoveddøren hvor en båre stod parat. Jeg overlod Janni til falcks varetægt og fik forklaret(troede jeg da) hvor Frida var henne så Maria kunne hente hende, fundet min pung, bilnøgler, både min og jannis mobiltelefon, kameraet, alt jordemoderens udstyr og iltapparat, bedt Maria om at tømme karet og vist hende hvordan vandpumpen virkede. Imens kunne jeg høre Janni skrige mens båren langsomt kørte fra hovedøren ned til ambulancen. Havde helt ondt i maven – for der var ikke plads til mig i ambulancen og hvad nu hvis hun fødte der? Så var jeg jo ikke med!

Jeg skyndte mig ud i bilen og kunne kun bede til at den startede og at den ikke ville lave ballade. Den havde nemlig hoppet hele vejen nede fra Mette og hjem da jeg havde afleveret Dagmar. 

Ambulancen var kørt, men den kørte langsomt så jeg nåede den for enden af vejen og vi fulgtes ad næsten hele vejen. Jeg var dog lidt i tvivl om jeg bare skulle gi ‘ den gas og køre forvejen, men jeg holdt mig bag ambulancen.

Bag ambulancen

Bag ambulancen bag endnu et rødt lys

Man skulle ikke tro det, men vi præsterede vistnok at holde for samtlige lys herfra og til Skejby. Det gør jeg ikke engang i myldretiden om morgenen. Da ambulancen drejede til venstre af herredsvej måtte jeg fortsætte ligeud. Jeg kunne nemlig ikke komme igennem buslommen, så jeg måtte fortsætte til skøjtehallen og den vej ind. Så nu fik frk. Felicia vist at hun kunne køre og jeg susede afsted og da jeg kom i på hospitalsområdet lå ambulancen lige foran mig igen. Jeg kørte op til indgangen og tog tøj og sager med ud. Ambulancen var trillet langsomt op til døren og den ene redder stod og smilede skælmsk. Der troede jeg sku et kort øjeblik at Janni havde født, men heldigvis ikke. Så blev jeg sendt tilbage efter jordemoderudstyret og mens Janni under store protester blev hevet ud af vognen fik jeg hentet de sidste ting og kunne følges med hende ind i elevatoren. Klokken var nu 21.47

En fødsel skrider frem

Klokken 16.45  kom vores jordemoder Marianne, hun virkerde flink og Janni var straks på bølgelængde med hende. Husker stadig hvordan Janni hvæsede ved Dagmars fødsel , af jordemoder nr 2. Heldigvis blev det ikke nødvendigt med nogen hvæsen.

Efter at havde sagt pænt goddag og havde orienteret sig i stuen hvor slagets gang skulle stå fik hun set til Janni. Hun kunne ikke undgå at kommentere Jannis vejrtrækning: “Hvor har du lært at trække vejret sådan?”

Jeg sagde stille Laxmi(Janni yogalærerinde) og Marianne kunne fortælle at de var venner og at hun havde genkendt åndedrættet. 

Så skulle Janni undersøges; først med doptonen – og hun kunne da straks fortælle os at det blev en dreng. Det mente hun, at kunne høre på hjertelyden der enten var over eller under. Hvad kan jeg ikke huske. Derefter indvendigt for at se hvor langt hun var kommet: 3-4 cm.

Vi var begge lidt forundrede over den udmelding – det kunne vi da virkelig ikke tro på – hun måtte have spist søm. Ikke åbningen, men kønnet. Hun var nu rimelig sikker i sin sag og omtalte konsekvens babyen som ham resten af dagen.

Janni havde ikke åbnet sig specielt meget, men veerne var gode så Mariann trak sig lidt tilbage og lod dem gøre deres arbejde. Mig satte hun igang med at fylde fødekaret. Jeg kom igang og havde tidligere på ugen skruet godt op for varmtvandsbeholderen så det giv meget hurtigere med at fylde karet end sidst. Faktisk gik det så hurtigt, at Mariann stoppede påfyldningen da Janni alligevel ikke måtte komme i vandet. 

Nu kunne vi jo så bare vente. Klokken var ved at nærme sig de 18 og Det gik lidt langsomt med den fødsel. Janni arbejde stadigvæk godt og var tydeligt stadigvæk ovenpå. Hun snakkede med mellem veerne og trak vejret til UG. Men lige lidt hjalp det – igen.

Lidt skete der dog og jeg fik besked på at få fyldt karret op. Jeg havde kogt salt så det hurtigere blev opløst. Kunne jo ikke have at Janni skulle sidde og rode rundt i en masse uopløste saltkort – det ville nok ikke gå ubemærket hen.

Kl 18.15 fik Janni så lov til at komme i vandet – det var tydeligt at se, at det var en markant lettelse. Hun virkede nu helt let og ledte efter den bedste stilling, men der skete stadigvæk ikke alvernden. 5-6 cm stadigvæk.

Efter at havde været i vandet næsten en time foreslog Mariann, at hun kunne tage hinden så vandet kunne gå: “Ja tag den endelig,” var Janni eneste kommentar. Så fandt jeg en stor plastikhægtenål frem som jordemoderen gjorde sit med. Nu gik vandet fra at være klart letterede grumset og rødligt. Det virkede hverken ulækkert eller noget – måske fordi en fødsel, der er igang virker naturlig. Ville nok mene at hvis nogen bad Janni om at sænke sig ned i et badekar fyldt med fostervand, blod og slim så havde hun nok takket nej. Men her sad og lå hun så og have meget kraftige veer med korte mellemrum. Hun åbnede sig lige så langsomt. Udenfor karret sad jeg og holdt hendes ben, tørrede hendes pande med koldt vand, dirigerede med Maria, der agerede fødselshjælper, holdt i hånd, roste og opmuntrede. 

 

Janni kæmper med veerne i fødekaret

Janni kæmper med veerne i fødekaret, mens jeg holder fast i de pludseligt meget stærke arme.

Pludselig var der pressetrang og jeg blev super glad. Er det nu?

Jordemoderen er kommet

Så kom jordemoderen og så lidt til Janni. Det var meget bedre end Dagmars fødsel, hvor hun bare gik igen. Denne gang blev hun her og har undersøgt og lyttet og stillet klar. 

Da jordemoderen kom var Janni 3-4 cm åben og havde regelmæssige veer der ser ud til at trække godt rundt. 

Jeg er begyndt at fylde fødekaret, men i modsætning til generalprøven er der masser af vand og jeg er blevet nødt til at stoppe opfyldningen fordi det gik for hurtigt(sic).

Janni ser ud til at være ved godt mod – hun kan godt kommandere med Madsen og mig.

Det er snart i morgen…

Janni

Nu er det nu…

Kl 6.30 kom Janni ind i soveværelset og vækkede mig med den fantastiske besked om at det nok blev idag. Wauv og jubi og hvad nu var de første tanker der strømmede gennem mit hoved. Endelig sker der noget – ventetiden har været lang, men nu sker der endelig noget.

Vejret er skiftet fra de 29 grader i skyggen i går til et mere behageligt vejr. Mon vejrguderne har en finger med i spillet.

Skejby kontaktet

Vi har lige ringet til Jordemoderen for at forberede Skejby på en hjemmefødsel. Hun fortalte hvornår vi skulle ringe igen – så det gør vi.

Straks dukker alle spørgsmålene op: Hvornår skal vi ringe til Mette så Dagmar kan passes?
Hvornår skal vi ringe til fødselshjælper Madsen?
Hvor fanden skal vi smide Frida hen?

Opdatering følger…

I lort til halsen

Tiden for bønnens ankomst nærmere sig og fødslen skal igen forsøges hjemme. Derfor er der nok engang blevet installeret et fødekar og det skal jo afprøves. Både for at se om det er tæt, (Denne gang er det et oppusteligt fødekar: Made in Water.)få taget tid og for lige at sikre os, at varmekedlen  kan levere den krævede mængde vand. Det kunne den så næsten – så det bliver noget med at flyde karet halvt op – vente på at kedlen er fuld igen – og så eller fortsætte. Derudover skal suppegryden sættes over så der er en stor mængde kogende vand til ar regulere temperaturen med. 

Nå – men det gik egentlig super godt og jeg fik pumpet karet op uden problemer – tid: 5 min. 

Vandet kom i, pause, og genfyld efter kedlen blev klar: 50 min.

Dagmar og Janni kommer i vandet

Fra Janni og Dagmar er kommet i vandet til Dagmar skider og hendes badeble ikke er tæt: 5 min.

Og så måtte faren jo bære Dagmar ud i badeværelset og vaske hende uden at lorten endte på gulvet. Janni, der nu sad i lort til halsen, måtte kæmpe sig op at det lysebrune vand og overtage badningen af Dagmar og selv blive vasket.

Nu skal karet så bare tømmes igen og den medfølgende pumpe sættes til og kører og kører. Godt der er en si i pumpen……

I skrivende stund har det så taget 30 min og karet er stadig halv fyldt.

Næsten glad for at jeg ikke nåede at komme i vandet…

Håber premieren bliver bedre end generalprøven.

Jesper

« Ældre indlæg