Kategori: Bønnen (Side 1 af 2)

Efter at havde ligget i vandet længe kom de første presseveer. Marianne, mente at kroppen selv bedst vidste hvad en havde behov for, så hun bad Janni om at presse. Trangen var dog kort og Janni begyndte at få ondt fortil og jeg kunne mærke på hende at hun var blevet træt. Hun var ikke længere så koncentreret med vejrtrækningen og glemte at arbejde med veerne. 

Marianne virkede også lidt bekymret over at der ikke skete noget, så hun bad Janni om at komme op af vandet. Det er ikke nogen let sag at flytte en højgravide kone, med heftige veer med korte intervaller ud af et badekar, få hende tørret af og lagt i sofaen, men det gik. Hun blev undersøgt igen og Marianne kunne fortælle af barnet nok havde taget ved lære af sin storesøster:

“Han står lidt skævt i bækkenet.”

Efter at havde fået den besked gik fødslen, om ikke i stå, så betydeligt langsommere end hidtil og efter at der ikke havde været non progression foreslog Mariann at vi tog på Skejby. Hvis han stod rigtigt fast var det bedre at flytte nu, end 5 min før der skulle bruges sugekop. Så hun fik bestilt en ambulance: klokken var 21.00

Janni var ked af det – vores drøm om en hjemmefødsel blev endnu engang ødelagt – men hun var samtidig helt sikker: Hun ville på Skejby – det virkede som om hun havde mistet modet og var begyndt at fable om epiduralblokader, sugekopper og læger. Det var dog lige tidligt nok ifølge Marianne der lovede at sende Falckfolkene hjem hvis fødslen var gået igang inden de kom. 

Jeg sad i fodenden og holdt Jannis ben – hun fik krampe i låret  og senere i læggen. Sikke eder og forbandelser der kan komme ud af en fødende, men det er jo heldigvis ikke personligt. Heldigvis var sofaen pakket ind i tisselagner og håndklæder for det blev der brug for. Fostervandet sev ud under hver ve, de blødte lidt og samtidig skulle Janni tisse. Hun ville nok helst på toilettet, men det mente Marianne ikke var nødvendigt – så sådan blev det. Heldigvis var Janni så langt væk at hun ikke satte sig imod. 

Tiden arbejdede desværre imod os og fødslen ville ikke rigtigt komme. Madsen fik til opgave at samle det tøj til barnet som jeg havde lagt frem, finde autostolen og få det hele ud i bilen. Jeg fandt lidt tøj til Janni. Noget hun kunne have på fra stuen og ud til ambulancen og noget hun kunne have på hjem igen. jeg gik ikke i panik, men næsten. Hvad kan hun passe og hvad vil hun have på. Huskede at hun havde sagt at jeg skulle vaske tøj, for der var ikke mere rent ventetøj. Besluttede mig for at tage hendes pyjamasbukser og et par trøjer til turen hjem. Så hjalp jeg Janni i tøjet. Hun blødte jo en del så hun skulle have sådan et megabind på og et par af mine underbukser. Kønt var det ikke, men det var jo heller ikke meningen.

Så kom Falck – to meget unge fyre, der nok ikke havde kørt mange dage i den bil. Marianne og jeg tog Janni over skulderen og fik “båret” Janni ud til hoveddøren hvor en båre stod parat. Jeg overlod Janni til falcks varetægt og fik forklaret(troede jeg da) hvor Frida var henne så Maria kunne hente hende, fundet min pung, bilnøgler, både min og jannis mobiltelefon, kameraet, alt jordemoderens udstyr og iltapparat, bedt Maria om at tømme karet og vist hende hvordan vandpumpen virkede. Imens kunne jeg høre Janni skrige mens båren langsomt kørte fra hovedøren ned til ambulancen. Havde helt ondt i maven – for der var ikke plads til mig i ambulancen og hvad nu hvis hun fødte der? Så var jeg jo ikke med!

Jeg skyndte mig ud i bilen og kunne kun bede til at den startede og at den ikke ville lave ballade. Den havde nemlig hoppet hele vejen nede fra Mette og hjem da jeg havde afleveret Dagmar. 

Ambulancen var kørt, men den kørte langsomt så jeg nåede den for enden af vejen og vi fulgtes ad næsten hele vejen. Jeg var dog lidt i tvivl om jeg bare skulle gi ‘ den gas og køre forvejen, men jeg holdt mig bag ambulancen.

Bag ambulancen bag endnu et rødt lys

Man skulle ikke tro det, men vi præsterede vistnok at holde for samtlige lys herfra og til Skejby. Det gør jeg ikke engang i myldretiden om morgenen. Da ambulancen drejede til venstre af herredsvej måtte jeg fortsætte ligeud. Jeg kunne nemlig ikke komme igennem buslommen, så jeg måtte fortsætte til skøjtehallen og den vej ind. Så nu fik frk. Felicia vist at hun kunne køre og jeg susede afsted og da jeg kom i på hospitalsområdet lå ambulancen lige foran mig igen. Jeg kørte op til indgangen og tog tøj og sager med ud. Ambulancen var trillet langsomt op til døren og den ene redder stod og smilede skælmsk. Der troede jeg sku et kort øjeblik at Janni havde født, men heldigvis ikke. Så blev jeg sendt tilbage efter jordemoderudstyret og mens Janni under store protester blev hevet ud af vognen fik jeg hentet de sidste ting og kunne følges med hende ind i elevatoren. Klokken var nu 21.47

Klokken 16.45  kom vores jordemoder Marianne, hun virkerde flink og Janni var straks på bølgelængde med hende. Husker stadig hvordan Janni hvæsede ved Dagmars fødsel , af jordemoder nr 2. Heldigvis blev det ikke nødvendigt med nogen hvæsen.

Efter at havde sagt pænt goddag og havde orienteret sig i stuen hvor slagets gang skulle stå fik hun set til Janni. Hun kunne ikke undgå at kommentere Jannis vejrtrækning: “Hvor har du lært at trække vejret sådan?”

Jeg sagde stille Laxmi(Janni yogalærerinde) og Marianne kunne fortælle at de var venner og at hun havde genkendt åndedrættet. 

Så skulle Janni undersøges; først med doptonen – og hun kunne da straks fortælle os at det blev en dreng. Det mente hun, at kunne høre på hjertelyden der enten var over eller under. Hvad kan jeg ikke huske. Derefter indvendigt for at se hvor langt hun var kommet: 3-4 cm.

Vi var begge lidt forundrede over den udmelding – det kunne vi da virkelig ikke tro på – hun måtte have spist søm. Ikke åbningen, men kønnet. Hun var nu rimelig sikker i sin sag og omtalte konsekvens babyen som ham resten af dagen.

Janni havde ikke åbnet sig specielt meget, men veerne var gode så Mariann trak sig lidt tilbage og lod dem gøre deres arbejde. Mig satte hun igang med at fylde fødekaret. Jeg kom igang og havde tidligere på ugen skruet godt op for varmtvandsbeholderen så det giv meget hurtigere med at fylde karet end sidst. Faktisk gik det så hurtigt, at Mariann stoppede påfyldningen da Janni alligevel ikke måtte komme i vandet. 

Nu kunne vi jo så bare vente. Klokken var ved at nærme sig de 18 og Det gik lidt langsomt med den fødsel. Janni arbejde stadigvæk godt og var tydeligt stadigvæk ovenpå. Hun snakkede med mellem veerne og trak vejret til UG. Men lige lidt hjalp det – igen.

Lidt skete der dog og jeg fik besked på at få fyldt karret op. Jeg havde kogt salt så det hurtigere blev opløst. Kunne jo ikke have at Janni skulle sidde og rode rundt i en masse uopløste saltkort – det ville nok ikke gå ubemærket hen.

Kl 18.15 fik Janni så lov til at komme i vandet – det var tydeligt at se, at det var en markant lettelse. Hun virkede nu helt let og ledte efter den bedste stilling, men der skete stadigvæk ikke alvernden. 5-6 cm stadigvæk.

Efter at havde været i vandet næsten en time foreslog Mariann, at hun kunne tage hinden så vandet kunne gå: “Ja tag den endelig,” var Janni eneste kommentar. Så fandt jeg en stor plastikhægtenål frem som jordemoderen gjorde sit med. Nu gik vandet fra at være klart letterede grumset og rødligt. Det virkede hverken ulækkert eller noget – måske fordi en fødsel, der er igang virker naturlig. Ville nok mene at hvis nogen bad Janni om at sænke sig ned i et badekar fyldt med fostervand, blod og slim så havde hun nok takket nej. Men her sad og lå hun så og have meget kraftige veer med korte mellemrum. Hun åbnede sig lige så langsomt. Udenfor karret sad jeg og holdt hendes ben, tørrede hendes pande med koldt vand, dirigerede med Maria, der agerede fødselshjælper, holdt i hånd, roste og opmuntrede. 

Janni kæmper med veerne i fødekaret, mens jeg holder fast i de pludseligt meget stærke arme.

Pludselig var der pressetrang og jeg blev super glad. Er det nu?